været et Gratiale, som Fogderne og Tolderne i Landdistricterne opkrævede for egen Regning, men ved en kongelig Instruction for Lehnsherrerne paa de fire Hovedslotte, dateret 1ste Marts 1558 (Art. 8) befaledes, at hvad „Havnefogderne“ saaledes efter Sædvane havde modtaget, herefter skulde opkræves som en Indtægt for den kongelige Kasse. Denne Tillægsafgift, der i Almindelighed kun forekommer i Landdistricternes Told-Regnskaber, vedblev til langt ind i næste Aarhundrede. Efter Lehns-Regnskabet for 1560–61 var Antallet af Fartøier, der lastede paa Follo 30, altsaa kun 1 mere end i 1557–58, men hertil kommer, som anført paa et andet Sted i Regnskabet, 4 Fartøier, der have indtaget Ladning i Næsoddens Præstegjæld (formodentlig i Bundefjorden), hvor der vel har været en egen Toldopkræver (Havnefoged). Af de 4 til Næsodden ankomne fremmede Fartøier var et paa 3 og et andet paa 2 Mærs, altsaa af forholdsvis større Drægtighed. I intet af Regnskaberne nævnes Sons Ladested. Det første Follo Told-Regnskab, der efter 1560 findes bevaret, er for Aaret 1614–15 og omfatter Drøiback, Hvidtsten, Emmerstad og Skiphelle Ladesteder, men heller ikke her nævnes Son, som derimod forekommer i særskilte Regnskaber for Aarene 1618–20 med en Export, der noget nær er lige saa stor som den samlede Export fra de ovenfor specielt nævnte Havne paa Follo. Trælast-Exporten paa disse foregik i Regnskabs-Aaret 1614–15 i 43 Fartøier med en samlet Drægtighed af 697 Læster, en Udskibning, der altsaa kun er lidet større end i 1557–58, medens Fartøiernes Gjennemsnits-Drægtighed endog viser sig at være i Synkende. Skovbestanden paa Follo Kyststrand (mellem Kjøvangbugten og Næsodden) maa saaledes vistnok i de mellemliggende Aar have været betydelig medtagen.
