blev sønderhuggen, nævner Haglveiret og at 25 af Jomsvikingernes skibe ryddedes[1]; Snorre har ogsaa kjendt Vers af Thord Kolbeinssøn og Eyvind Skaldespilder, og vi skal siden omtale, hvilken Indflydelse disse har havt paa hans Fremstilling. I den senere Saga om Olav Trygvessøn citeres ogsaa Stykker af Jomsvikingadrápa, forfattet af Biskop Bjarne († 1223), og Búadrápa, forfattet af en Thorkel Gislessøn (af uvis Tidsalder, rimel. 13de Aarh.[2], men begge disse synes at have fulgt Sagaen eller ialfald den fuldt udviklede islandske Tradition. Dog maa der gjøres en Undtagelse for Biskop Bjarne, idet han i et Punkt afviger fra Islændingerne; han nævner nemlig som Jomsvikingernes Modstandere 3 „Noregs Jarlar“, Haakon, Erik og Armoðr (v. 17 cfr. v. 20), og i den sidste gjenfinde vi Arnmødlingernes Stamfader, der ogsaa i den søndmørske Redaktion af Noregs konungatal omtales som Arnmoðr Jarl, og vi tør vel tro, at Bjarne Biskop har optaget denne fra den norske Tradition, som Biskoppen har lært at kjende under sine hyppige Besøg i Norge (maaske hos Arnmods Ætlinger). – Sagaen om Jomsvikingerne er ældre end de sammenhængende islandske Kongesagaer og saaledes snarere forfattet i 12te end i 13de Aarhundrede; den har i alt væsentligt fulgt den rige islandske Tradition, der siges at have udviklet sig paa Island efter Beretninger fra Deltagere i Slaget; det vedkommer ikke denne Undersøgelse at belyse, hvorledes de øvrige Dele af Sagaen har knyttet sig hertil[3]. Sagaen findes nu i tiere Bearbej-
- ↑ Frnm. S. XI, p. 137–39, og Heimskr. p 157–160.
- ↑ Frnm. S. I, p. 161–183.
- ↑ Enkelte punkter peger hen paa ældre skriftlige Kilder; saaledes stemmer Sagaens Beretning om Harald Graafelds og Dronning Gunhilds Død i Udtryk saa paafaldende med Ágrips, at man er berettiget til at slutte, at begge her har benyttet en ældre norrøn Kilde; og Sagnet om Biskop Poppo, der her som ellers i den norrøne Litteratur er laant fra Sigibert af Gembloux’s Krønike
