som siste led av sammensatte ord, altid er føiet til en nominativform (eks. gæčče).
Denne regel kan straks utvides til at omfatte alle stedsnavn som er avledet av et nomen proprium, altsaa ogsaa saadanne hvorl et personnavn indgaar som led. Et saadant personnavn staar altid i genitiv, — her blir det ikke tale om navn hvis siste led er gæčče eller et andet ord som bare optrær i forbindelse med nominativ. Disse ord kan nemlig ikke forbindes direkte med et personnavn, men kun med lokale benævnelser.
I visse trakter, særlig i Finmarken, er bruken av personnavn som første led av stedsnavn ret hyppig, ikke bare i nyere gaardsnavn (sml. Qvigstad), men ogsaa i navn paa fjell, elve og sjøer, som Finm. W. 5 Lāssivarre, Mārtijǫkkâ, Martijau’re, Māggušjǫkkâ, Sīrijǫgâš. I flere tilfælde fremgaar det rigtignok ikke av personnavnets form, at det er genitiv, idet genitiven ikke adskiller sig formelt fra nominativen, — saaledes i de ovenfor nævnte eksempler Māggušjǫkkâ og Sīrijǫgâš.
Tilsyneladende undtagelser fra den opstillede regel om genitiv danner tildels saadanne stedsnavn, hvis første led er et nomen proprium (stedsnavn eller personnavn) som bøies efter 4-stavelses stammernes paradigma (3-stavelses nominativ endende paa konsonant), f. eks. Finm. Njar’gâsâšjǫkkâ (av fjellnavnet Njar’gâsâš), Sammulâsbai’ke (av det deminutive personnavn Sāmmulâš). Men i virkeligheten er Njar’gâsâš-, Sāmmulâš- her ikke nominativ, men forkortet genitiv, med den i vedkommende dialekter gjennemførte overgang ž > š i utlyd. Saadanne forkortede genitiver bru&sh;kes i Karasjok undertiden ogsaa foran postpositioner: Sammulâš birrâ »om S.«
Undertiden undgaaes lange navn ved at bare siste led av et sammensat stedsnavn optages (i genitivform) som første bestanddel av et nyt navn. Det er dels tilfældet, naar det appellativ som danner siste led av det oprindelige navn, ikke er saa altfor almindelig forekommende i stedsnavn, og dels naar det oprindelige navn er saa dominerende i egnen, at der ikke kan være nogen tvil om, hvilken lokalitet av en almindelig forekommende slags der menes, om den identificerende bestanddel av navnet utelades. Et typisk eksempel av sistnævnte art er Jǫgânjal’bme (Elvemundingen), Kārasjǫkkâ’s munding, dens sammenløp med Ânarjǫkkâ; navnet brukes ogsaa som gaardsnavn. Eksempler av førstnævnte art er Finm. Čielgĕjau’re (»Rygvandet«), av Har’ričiel’ge (»Harr-ryggen«, ligger mellem to vand med navnet Har’rijau’re), og Njunnasjaurek[1], av Gaggânjunes.
- ↑ Den norske oversættelse »Oddevatnan«, paa kartblad W. 5, Halkkavarre, er meget mislig. Njunes betegner en lavere utløper fra et fjell, har ingenting med »odde« at bestille. Selve fjellet, som Gāggânjunes staar i forbindelse med, er Gag’gâ (Stuorra G. og Uccâ G.).
