To Sange

Fra Wikikilden

To Sange.[1]
(Af A. Reitan).

I.

Fader vor af Evighed!
Se til os i Naade ned!
Du, som alt i gamle Dage
Lod dit Folk sig Konger tage,
Salved dem med Olje fin!


Drot i Himmel, Drot paa Jord!
Du os byder i dit Ord
Vise dem, som Kroner bære,
Al tilbørlig Agt og Ære
Til det fælles Folkegavn.

Tidlig i vort kjære Nor
Fostredes en Konge stor,
Samled Norge til et Rige,
Lod sit Folk i Velfærd stige,
Saa dog ej dets sande Vel.

Saa kom han med bedre Syn,
Klaret hist af Aandens Lyn;
Troens Ord, den Himmel-Tale,
Endte Norges tunge Dvale,
Folk og Drot til fælles Gavn.

Tider gik og Tider kom;
Mangen Konge kjæk og from
Vandrede i Norges Dale,
Hvorom Saga veed at tale,
Skjønt forlængst de sank i Muld.

Nylig sank vor Adelsten,
Oskar, Kongeperlen ren.
Folkets Vel og Herrens Ære
Vilde han opofret være,
Fik og derfor fuldt sin Løn.

Sønnen hans, vor Konge prud,
Bærer alt sin Faders Skrud,
Sidder alt paa Norges Trone,
Og idag hans Fædres Krone
Bliver paa hans Isse sat.

Giv da, Gud, at denne Dag
Maa for Norges Folkeslag
En iblandt de bedste være,
Os til Gavn og dig til Ære,
I vor Herres Jesu Navn.


Giv os saa til Liv og Sjel
Alle i din Naade Del!
Signe Kongen af Guds Naade!
Giv hans Dronning Held og Baade
Skjærm det ganske Kongehus!


II.

O Konge i det Høje,
Du Drot af Evighed,
For hvem alt Kjød maa bøje
Sig dybt i Støvet ned!
Fra dig sig ene skriver
Alt jordisk Herredom;
Og Alt til Bedste bliver,
Som fra din Godhed kom!

Du har os kjærlig givet
Et elsket Fædreland,
Hvor frit og fagert Livet
I Dalen trives kan.
Ej Fred og Frihed rygges
Kan i dets Favn saa let;
Ti „Land med Lov skal bygges,“
I Pagt med „Sandt og Ret.“

Du har vort Norge skjænket
Saamangen Konge god,
Hvis Hjerter fast var lænket
Til Folkets Hjerterod,
Saa ved hinandens Side,
Trods Tidens Bølgeslag,
De kunde kjærlig stride
For Landets gode Sag.

Idag der atter hyldes
En Konge for vort Nor;
Nu Oljehornet fyldes,
Som fordum paa Guds Ord.
O Helligaand, lad flyde

Din Salve underbar!
Dig over ham du gyde,
Som Gud os kaaret har!

Naar de hans Bringe stænke,
Hans Pande og hans Arm
Lad Mod og Troskab sænke
Sig dybt udi hans Barm!
Giv Visdom ham at gavne
Og styre vel sit Folk!
Lad Kraft ham aldrig savne
Som Friheds Værn og Tolk!

O, Fader i det Høje,
Du Overkonge god!
Tak, at et kjærligt Øje
Du paa os hvile lod!
Du sender Fred og Hygge
Til gamle Norges Land,
Saa vi i Friheds Skygge
Dig ære, prise kan!

Lad fremfor alt det være
Vor bedste Ros i Nor
Dig overalt at ære
Og holde højt dit Ord!
Lad Folk og Konge kjæmpe
For Livets store Sag!
Den du til Sejer læmpe
Før Norges sidste Dag!





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Afsjungne ved en liden Fest i Kvikne paa Kroningsdagen sidste Sommer.